Året der gik
2009 var på mange måder et spændende og udfordrende aktieår. Sidste år startede, hvor 2008 slap med massive kursfald og investorernes nervøsitet for hvor lang og dyb recessionen ville være, hvilket satte dybe spor på aktiemarkedet. Efter de to første måneder var de globale aktiemarkeder nede med 25%. Marts måned 2009 satte en stopper for kursfaldene, og en regulær kursfest på blev skudt i gang. EgnsINVEST Aktier, Højt Udbytte sluttede året med en samlet stigning på 26,1%, hvilket var en spids bedre end det generelle aktiemarked.
En hård start på året
Årets første måneder var præget af en accelererende negativ udvikling i den globale økonomi, hvor antallet af personer, der stillede sig op i arbejdsløshedskøen, var konstant stigende, virksomheders produktion faldende og nye ordre udeblev. Derfor voksede usikkerheden, der på aktiemarkedet kunne måles ved en panikstemning og en underliggende desperation. EgnsINVEST Aktier, Højt Udbytte undgik – på trods af sin defensive natur – ikke at blive ramt i årets første måneder, hvor særligt finansaktierne trak performance ned. Igennem finanskrisen har teamet bag Højt Udbytte foretaget en række porteføljemæssige ændringer, hvor en række finansaktier blev solgt fra, men udvalgte finansaktier fastholdt. Dette skulle vise sig at være en god strategi.
EgnsINVEST Aktier, Højt Udbytte deltog i kursfesten
Marts måned blev skelsættende på aktiemarkederne, da kulminationen af massive stimulipakker, positive meldinger fra banker og en stabilisering af de økonomiske nøgletal var med til at sætte en regulær kursfest i gang. EgnsINVEST Aktier, Højt Udbytte steg 61,4% fra bunden af aktiemarkedet og frem til årsskiftet, mens det globale aktiemarked steg 50,5%. Den massive outperformance fra marts og frem skyldes afdelingens aktieselektion. Finansaktierne trak endnu engang alle overskrifterne, men denne gang med kursstigninger. Afdelingens finansaktier bidrog særdeles positivt til performance. Finansaktierne i porteføljen steg i gennemsnit 291,3%, mens finansaktierne som gruppe steg 100,4%. Danske Bank og Unicredit steg begge med over 250% i perioden.

Taberne i 2008 blev vinderne i 2009
Der var en meget tydelig tendens blandt kursraketterne i 2009. De selskaber, der blev solgt ud i 2008, blev taget til nåde i 2009. Selv om stigningerne i 2009 var bredt funderet, var det dog de gældsatte eller kriseramte selskaber, der nød størst gavn af den større risikovillighed. Foruden finansaktierne havde de cykliske aktier også et godt år. Særligt de selskaber med tunge gældsbyrder, som er afhængig af at kunne få adgang til kredit, var under pres under kreditkrisen. Når Højt Udbytte-afdelingen alligevel har slået markedet – trods sin defensive natur – skyldes det primært aktieudvælgelse inden for finans- og industrisektorerne. Årets sidste måneder var præget af en stabilisering på aktiemarkederne.
Vi forventer et godt aktieår i 2010 for Højt Udbytte afdelingen
Vi har fået en blandet start på 2010, hvor årets første handelsdage bød på solide kursstigninger. Denne tendens er vendt en smule i slutningen af januar, i takt med at kineserne har lagt begrænsninger på udlån og amerikanerne varsler strammere risikorammer for bankerne. Vi forventer, at 2010 bliver et godt aktieår omend det vil blive på et lavere niveau end i 2009. Den normaliserede prissætning af de cykliske sektorer (mere herom i en anden artikel i HøjtUdbytteInvestor) betyder, at afkastpotentialet vurderes at være særdeles attraktivt blandt de mere stabile og solide højtudbytte-aktier.
Vi byder alle højtudbytteinvestorer velkommen til et nyt aktieår.