Europa og Tyskland er blevet til Europa, Fokus
EgnsINVEST Europa er fusioneret ind i EgnsINVEST Tyskland. EgnsINVEST Tyskland er af skattetekniske årsager den fortsættende afdeling. Samtidig med fusionen har afdelingen skiftet navn og strategi. Afdelingen hedde nu EgnsINVEST Europa, Fokus.
Ved afholdelse af ekstraordinær generalforsamling den 27. oktober 2009 blev bestyrelsens forslag om fusion af afdelingerne EgnsINVEST Europa og EgnsINVEST Tyskland samt ændring af navn og investeringspolitik i den fortsættende afdeling (EgnsINVEST Tyskland) endeligt vedtaget. Vedtagelsen betyder at EgnsINVEST Tyskland har skiftet navn til EgnsINVEST Europa, Fokus og har fået et europæisk investeringsunivers.
Investeringsstrategi i EgnsINVEST Europa, Fokus
Ændringen af strategien betyder, at afdelingen efter fusionen vil kunne investere i europæiske aktier. Strategiændringen betyder endvidere, at EgnsINVEST Europa, Fokus vil investere med udgangspunkt i en dynamisk og fleksibel strategi, der kombinerer stilarterne Value og Vækst. De to stilarter smelter sammen i afdelingen, da teamet bag afdelingen betragter et selskabs værdi som en funktion af blandt andet et selskabs vækstpotentiale. Derfor fokuseres der på kvalitetsselskaber, der vurderes at være attraktivt prisfastsat relativt til deres vækstpotentiale.
Begrundelse for fusion
Det er bestyrelsens vurdering, at investorernes interesser bedst varetages med EgnsINVEST Tyskland som fortsættende afdeling. Denne vurdering er foretaget på baggrund af skattemæssige årsager.
Det er bestyrelsens vurdering, at en fusion med afdeling EgnsINVEST Europa og en samtidig ændring af investeringspolitikken vil give investorerne i EgnsINVEST Tyskland et bredere spektrum af investeringsmuligheder og samtidig en større risikospredning på tværs af forskellige lande og industrigrupper, men også på selskabsniveau.
Markedet er generelt faldet markant, hvilket har påvirket formuen i afdeling EgnsINVEST Europa. På den baggrund vurderer bestyrelsen, at man bedre vil kunne varetage interesserne for afdelingens investorer ved en fusion af afdelingen med EgnsINVEST Tyskland, hvilket vil medføre et større formuegrundlag, som kan danne grundlag for en bedre udnyttelse af placeringsmulighederne blandt andet ved en øget risikospredning.
Læs mere i fusionsredegørelsen og fusionsplanen (links til højre på siden).
Eksisterende beviser konverteres
De investorer, der har investeringsbeviser i EgnsINVEST Europa, har fået deres investeringsbeviser konverteret til beviser i EgnsINVEST Europa, Fokus. Konverteringen er naturligvis sket således, at formueværdien efter skiftet til den nye afdeling er intakt. Et eventuelt overskydende beløb, der måtte opstå, vil blive udbetalt kontant til de enkelte medlemmer.
Ombytningsforholdet hedder Europa 2,3495:
Har man før fusion f.eks. haft 100 stk. EgnsINVEST Europa vil man efter fusionen have 234 stk. EgnsINVEST Europa, Fokus. Det overskydende beløb er udbetalt kontant til den enkelte investor.