Senest opdateret: 15-03-2010 14:21:27

Industrien har fokus på klima

Topmødet i København nærmer sig og næsten uanset, hvilket forum man befinder sig i, fylder klima- og miljøproblematikken mere og mere på dagsordnen. Når politikere og forbrugere giver emner så store mængder af opmærksomhed bliver selskaberne nødt til at følge trop, hvis de stadig vil spille en rolle på længere sigt. Budskabet er taget til efterretning i erhvervslivet, hvor de fleste selskaber, med respekt for sig selv og forbrugerne, på forskellig vis forsøger, at give deres forretningsmodel et grønt islæt. 

 

En af vores rådgivere inden for klima- og miljøinvesteringer er netop hjemvendt fra en større industrikonference i USA, hvor hovedpunktet var klima. Alle talte om klima i sådan en grad, at man skulle tro, at det var en klimakonference. Enten var selskaberne i gang med at positionere sig til diverse klimavækstområder, eller de arbejdede på at optimere deres forretningsmodeller med henblik på at spare på energien og/eller at reducere deres forurening.

 

Det næststørste punkt på konferencen havde været Kina og i lidt mindre grad de øvrige emerging markets. Det er tydeligvis en forventning i industrien om, at det er i Kina væksten er for nuværende, og her hvor selskaberne forventer at skabe vækst i fremtiden.

 

Samlet set var konferencen, set fra en grøn investeringsvinkel, ganske opløftende. Klima-temaet er stærkt nu, og vil også være det i fremtiden – uagtet om der kommer en global aftale i København eller ej.

Læs Janne Vincent Kjærs klima og miljø blog på:

www.borsen.dk/klima