vindmøller ewii artikel

Vindmøller nyt investeringsområde for EgnsINVEST

I samarbejde med multienergiselskabet TRE-FOR, har EgnsINVEST etableret selskabet EWII – European Wind Investment A/S – som vil investere i og drive vindmøller. TRE-FOR tilfører kapital i størrelsesordenen 150 mio. kr. til selskabet.   

 
Læs mere om vindmølleselskabet EWII på hjemmesiden. 
Selskabet er endnu i en opbygningsfase, der blandt andet indebærer opkøb af de første vindmøller. Når de formelle forhold er på plads, bliver det muligt også at udbyde nye aktier i selskabet. Allerede nu handles selskabets aktier på First North.
 
Vindmølleinvestering mellem TRE-FOR og EgnsINVEST
Det er næppe nogen overraskelse for vores samarbejdspartnere, at EgnsINVEST mener, der er rigtig store muligheder i klimavenlige investeringer. Fra vores nye aktieafdeling, Klima & Miljø, der har en lignende investeringscase, er det nærliggende, at tænke videre til andre grønne investeringsmuligheder som f.eks. vindmøller. Vi må dog erkende, at et hus fyldt med økonomer ikke kan det hele selv. En del af EgnsINVESTs strategi går således også ud på at finde de rigtige samarbejdspartnere, når vi ser en god investeringsmulighed. Selv er vi gode til at få investeringsidéerne og drifte den kommercielle case. Men der er ikke viden nok i huset om den tekniske del og håndteringen af el-produktionen fra vindmøllerne. Det ved TRE-FOR til gengæld noget om. Energiselskabet vil varetage den tekniske service og rådgivning i selskabet og tage sig af at aftage el-produktionen. Ved at gå sammen om at etablere EWII udnyttes de kompetencer, EgnsINVEST og TRE-FOR hver især har.
 
Strategien for investering i vindmøller i EWII
I udgangssituationen investeres der i danske og tyske vindmøller, som er opstillet og i drift på steder, hvor vindforholdene er kendte. Strategien lægger op til, at der primært investeres i nyere møller med en gennemprøvet teknologi. På den måde minimeres risikoen, da de fleste ”børnesygdomme” vil være ovre. Det er centralt for selskabet, at der er fuld fokus på at optimere driften, således at vindmøllerne i selskabet altid performer.